Hæklet Zora Oldemorfirkant

Her finder du en helt gratis hækleopskrift på en elegant og simpel oldemorfirkant, som er lidt anderledes end den klassiske. Hækleopskriften er endda også lavet med komplet video-guide, så alle kan være med! Den har fået navnet Zora Oldemorfirkant, fordi flere synes hjørnerne ligner en solopgang eller solnedgang, og navnet Zora betyder daggry – derfor synes jeg det var et flot og elegant navn, til en simpel og fin oldemorfirkant.

Længere nede på siden finder du opskriften i en skrevet version, som fuld video-guide og som diagram. Under opskriften kan du downloade den som PDF-fil.

Materialer og udstyr

Garn
Du kan bruge lige præcis det garn du har lyst til, og den hæklenål der passer til garnet. På billederne har jeg brugt Cotton 8/8 fra Hjertegarn.
Der kan hækles 3 hele firkanter med 1 ngl Cotton 8/8 – én firkant bruger ca. 13 g.

Hæklenål
4,0 mm
Eller den der passer til det garn du har valgt.

Størrelse
Når der hækles i bomuld 8/8 på hæklenål 4,0 mm, med min hæklefasthed som er 10 cm = 18 masker (stm), så bliver den ca. 13 x 13 cm

Masker og forkortelser:

  • mr: Magisk ring
  • fm: Fastmaske
  • km: Kædemaske
  • lm: Luftmaske
  • hstm: Halvstangmaske
  • stm: Stangmaske
  • db-stm: Dobbelt stangmaske
  • *…* x?: Det der står mellem stjernerne (*) skal gentages det antal gange der er angivet af spørgsmålstegnet (det samme gælder når der er to stjerner: **)
  • […]: Det der står i de firkantede paranteser hækles i samme maske eller lm-hul

Video

Hækleopskriften er lavet som video-guide, den kan du se her:
Skrevet version af opskriften er lige under videoen.

Har du problemer med at se videoen? Se den direkte på YouTube HER i stedet.

Opskrift

Alle omgange afsluttes med en kædemaske.
Når en omgang i opskriften starter med en stangmaske eller dobbelt stangmaske, så skal du starte med en erstatningsmaske – det kan enten være en stm-/db-stm-erstatning, eller luftmasker – begge dele tæller som første maske. I videoen ovenfor viser jeg hvordan man laver stm- og db-stm-erstatninger, som jeg synes giver det pæneste resultat.

Start med en magisk ring.

  • Omg 1: *3 stm, 2 lm* x4
  • Omg 2: *3 stm, [2 stm, 2 lm, 2 stm] i hjørnet* x4
  • Omg 3: 5 stm, [2 stm, 2 lm, 2 stm] i hjørnet, *7 stm, [2 stm, 2 lm, 2 stm] i hjørnet* x3, 2 stm
  • Omg 4: 2 km så den sidste km er lavet i midterste maske på siden. *1 db-stm, 1 lm* x3, spring over 3 masker, **1 hstm, 1 fm, 1 km i hjørnet, 1 fm, 1 hstm, spring over 3 masker, 1 lm, [*1 db-stm, 1 lm* x5] i midterste maske på siden, spring over 3 masker** x3, 1 hstm, 1 fm, 1 km i hjørnet, 1 fm, 1 hstm, spring over 3 masker, 1 lm, [*1 db-stm, 1 lm* x2] i samme kædemasken som du lavede de første db-stm i.
  • Den midterste af de 5 db-stm bliver nu de nye hjørner.
  • Omg 5: 5 stm i samme maske (det nye hjørne), 15 stm, *[2 stm, 2 lm, 2 stm] i den midterste db-stm/det nye hjørne, 15 stm* x3, 2 stm i samme maske som du lavede de første stm i/det første nye hjørne, 2 lm
    Når du hækler de 15 stm hen af siden, skal de blot hækles i lm-hullet der hvor der er luftmasker.

Afslut ved at lave en kædemaske i første stm og lav derefter en usynlig afslutning (se evt hvordan i videoen).

Din oldemor-firkant er nu færdig!

Diagram

Her kan du se et diagram over hele firkanten. Maskerne markeret med blå er overgangen til næste omgang, hvor jeg har lavet hhv. stm-erstatning og db-stm-erstatning. Du kan sagtens lave luftmasker her i stedet.

Download som PDF-fil

Herunder kan du downloade opskriften som pdf-fil så du kan printe den el.lign.:

HUSK at selvom opskriften er gratis, så er det ikke tilladt at dele filen med andre – send dem i stedet et link til opskriften her på siden, hvis du vil dele opskriften med en anden. Tak!

Cotton 8/8

Er du på udkig efter en gratis opskrift på en hæklet oldemorfirkant, som er nem at følge? Denne smukke oldemorfirkant med elegant motiv kombinerer et klassisk granny square-design med elegante detaljer og luftige åbninger, der giver et let og dekorativt udtryk.

Opskriften er perfekt til både begyndere og erfarne hæklere, da den ledsages af en komplet video-guide, hvor du kan følge hvert trin i processen. Videoen gør det nemt at lære teknikkerne og sikrer, at du kan hækle firkanten i dit eget tempo.

Den færdige oldemorfirkant egner sig perfekt til hæklede tæpper, puder, tasker, bordløbere, vægdekorationer og mange andre kreative projekter. Hækl den i én farve for et elegant og tidløst look, eller kombiner flere farver for at skabe et unikt og personligt design.

Mønsteret har et flot motiv i midten, omgivet af dekorative elementer og en klassisk firkantet kant, som gør det nemt at samle flere firkanter til større projekter. Du kan bruge både bomuldsgarn, akrylgarn eller uld, afhængigt af projektets formål.

Med denne gratis hækleopskrift og den tilhørende videovejledning får du alt, hvad du behøver for at komme godt i gang med at hækle disse smukke oldemorfirkanter.

Related Post