Hæklet klud med puf-mønster

Her finder du hækleopskriften på en fin, elegant klud med et flot mønster af puf-masker.

Materialer og udstyr

Garn
Jeg har hæklet kluden i merceriseret bomuld 8/4 – jeg har brugt Diamond Cotton. Jeg har brugt ca. 50 g til en klud, altså 1 ngl.
Merceriseret bomuld har en bedre sugeevne end almindeligt bomuld, hvilket er årsagen til at jeg foretrækker netop dette garn, men du kan også sagtens bruge alm bomuld 8/4, hvis du foretrækker det.

Hæklenål
Jeg har brugt hæklenål 2,5 mm

Masker og forkortelser

  • lm: Luftmaske
  • km: Kædemaske
  • fm: fastmaske
  • pm: Pufmaske (se forklaring nedenfor)
  • stm: Stangmaske
  • *…* x?: Det der står mellem stjernerne (*) gentages det antal gange, som spørgsmålstegnet (?) indikerer
  • (x): Tallet i parentesen til sidst, indikerer hvor mange masker der skal være efter endt række

Pufmaske
En pufmaske laves i denne opskrift som følgende:
*Slå garn om nålen, stik i masken og træk en maske op* x2 (5 masker på nålen), slå garn om nålen og træk igennem alle masker på nålen (1 maske på nålen)

VIDEO

Denne hækleopskrift er også lavet som video, der viser fremgangsmåden fra start til slut, denne video finder du lige under den skrevet opskrift, længere nede på siden.

Hækleopskrift

Start med 54 lm.

Rk 1: Spring over de første 3 lm, *1 pm, 1 lm, 1 pm, spring over 2 lm* x17, der skulle nu gerne være 2 lm tilbage til sidst, lav 1 stm i den sidste lm (52 inkl lm – ikke de 3 lm fra start)

Rk 2-26: 2 lm, vend arbejdet. *1 pm i næste lm-hul, 1 lm, 1 pm i samme lm-hul* x7, 1 stm i den sidste lm ved enden af rækken (52 inkl lm – ikke de 2 lm fra rækkens start)

Kant:

Kanten er lavet ved blot at lave fm hele vejen rundt, og til sidst en km-omg, indtil der ikke længere er nok garn til at fortætte. Ved min klud passer det med følgende:

Omg 1-2: 1 lm, vend arbejdet. Side 1: Fm hele vejen hen, hjørne: 1 fm, 2 lm, 1 fm, side 2: fm ned langs siden, hjørne: 1 fm, 2 lm, 1 fm, side 3: fm hele vejen hen af opslagssiden/start-siden, hjørne: 1 fm, 2 lm, 1 fm, side 4: fm hele vejen op langs siden, hjørne: 1 fm, 2 lm, 1 fm
Tip: Når du hækler langs siden, så gå efter at lave 2 fm ud for hver række, så der bliver omkring 54 fm på hver side. I toppen og bunden hækles der blot i maskerne som normalt

Hvis du har meget garn til overs, kan du sagtens lave flere omgange med fastmasker.

Omg 3: Km hele vejen rundt (i hjørnerne laves der blot 1 km i hver lm, IKKE i lm-hullet)

Klip nu garnet og hæft enden.

Din klud er nu færdig!

Opskriften kan downloades som pdf-fil herunder.

VIDEO

Herunder finder du en video, der viser opskriften fra start til slut, med tips og tricks undervejs.