Vred blæksprutte

Denne sjove blæksprutte er hurtig og nem at lave, og kan laves i alverdens farver – og her får du hækleopskriften i både skrevet version og som video!

Denne blæksprutte er perfekt til at sælge på markeder o.lign. – og det må du meget gerne, og jeg vil blive rigtig glad hvis du vil henvise til hvor du har fundet opskriften, hvis nogen skulle spørge.

Garn
Du kan bruge det garn du har lyst til, men jeg anbefaler at det er lige så tykt som bomuld 8/8 eller tykkere – Jeg har hæklet den i både bomuld 8/8 (så bliver den 4 cm høj og 6,5 cm i diameter inkl. armene) og i Chenille 6 (så bliver den 7 cm høj og 12 cm i diameter inkl. armene). Det er disse to garntyper jeg tager udgangspunkt i, i opskriften.

Hæklenål
Du skal bruge den hæklenål der passer til det garn du har valgt.
Til bomuld 8/8 har jeg brugt 3,0 mm. Til Chenille 6 har jeg brugt 6,0 mm.

Derudover skal du bruge
– Sikkerhedsøjne (9 mm til bomuld 8/8 og 14 mm til Chenille 6)
– bamsefyld

Masker og forkortelser
– mr: Magisk ring
– fm: Fastmaske
– km: Kædemaske
– lm: Luftmaske
– fm-udt: Fastmaske udtagning (2 fm i samme maske)
– fm-indt: Fastmaske indtagning (2 fm hækles sammen til én maske)
– fml: Forreste maskeled (det maskeled der ligger på ydersiden/vender ind mod dig selv)
– bml: Bagerste maskeled (det maskeled der ligger på indersiden/vender væk fra dig selv)
– ** x?: Det der står mellem stjernerne (*) gentages det antal gange der er angivet af spørgsmålstegnet
– Omg: Omgang
– m: Maske
(x): Tallet i parentesen angiver hvor mange masker der skal være efter endt omg/rk

Video

Hækleopskriften er også lavet som video, både med bomuld 8/8 og Chenille 6, så du kan se begge dele, og få små tips og tricks undervejs. Begge videoer finder du herunder.

Video: Vred blæksprutte hæklet i chenille garn

Video: Vred blæksprutte hæklet i bomuldsgarn

Hækleopskrift

Der hækles i spiral. Start med en magisk ring (eller 2 lm hvis du hækler i chenille garn).

  • Omg 1: 8 fm i mr (8)
  • Omg 2: 8 fm-udt (16)
  • Omg 3: *1 fm, 1 fm-udt* x8 (24)
  • Omg 4-7: fm hele vejen rundt (24) = 4 omgange
  • Omg 8: *1 fm, 1 fm-indt* x8 (16)
  • Omg 9: Det hele hækles i forreste maskeled: 1 km i fml, *5 lm, spring over første lm, 3 fm i hver lm, 1 km i fml i samme maske som sidste km på kroppen, 2 km i fml* x8 (til sidst kan du kun lave 2 km i stedet for 3, fordi du lavede 1 km i starten af omgangen (8 arme)
  • Omg 10: Det hele hækles i bagerste maskeled fra omg 8, altså det maskeled du ikke hæklede i, i forrige omgang: fm i bml hele vejen rundt (16)
  • Sæt øjne fast mellem omgang 5 og 6, med 3 masker imellem (9 mm øjne til bomuld 8/8 og 14 mm øjne til Chenille 6).
  • Kom fyld i.
  • Omg 11: 8 fm-indt (8)
  • Afslut ved at klippe garnet, træk enden helt igennem, og træk enden igennem forreste maskeled i hver af de sidste 8 masker, stram til for at lukke hullet.
  • Til sidst skal der bare broderes en sur mund og øjenbryn med sort bomuld 8/4.

Nu er din vrede blæksprutte færdig!

Herunder kan du downloade hækleopskriften som pdf-fil.

HUSK at selvom opskriften er gratis, så er det ikke tilladt at dele filen med andre – send dem i stedet et link til opskriften her på siden, hvis du vil dele opskriften med en anden. Tak!

Herunder kan du finde noget af Chenille 6 garnet – for at se alle farver, så klik her!

Herunder kan du finde noget af Bomuld 8/8 garnet – for at se alle farver, så klik her!

Vred blæksprutte – gratis hækleopskrift med video-guide

Leder du efter en sjov, hurtig og nem hækleopskrift? Denne vrede blæksprutte er et populært hækleprojekt, som kan laves i et væld af farver og garnkvaliteter. Med sit karakteristiske sure ansigtsudtryk og de krøllede arme er den både charmerende og humoristisk, hvilket gør den til en favorit blandt både børn og voksne. Opskriften er designet, så blæksprutten hækles i ét stykke, hvorefter mund og øjenbryn broderes på til sidst.

Den gratis hækleopskrift er velegnet til både begyndere og øvede hæklere. Du kan hækle blæksprutten i bomuldsgarn, chenillegarn eller andre garntyper, alt efter hvilket udtryk du ønsker. Hækles den i bomuldsgarn bliver den en lille og sød figur, mens chenillegarn giver en større, blødere og ekstra krammevenlig blæksprutte. Opskriften kræver kun få materialer og er derfor også et oplagt projekt til at bruge garnrester.

For at gøre projektet så nemt som muligt at følge, findes opskriften både som en skriftlig vejledning og som komplette video-guides. Der er endda separate videoer til både bomuldsgarn og chenillegarn, så du kan vælge den version, der passer bedst til dit projekt. Videoerne viser alle trin fra start til slut og indeholder samtidig nyttige tips og tricks undervejs.

Den vrede blæksprutte er perfekt som lille gave, markedsvare, skrivebordspynt eller sjov dekoration på børneværelset. Takket være det enkle design kan du hurtigt hækle flere blæksprutter i forskellige farver og skabe en hel samling med hver deres personlighed. Mange hæklere vælger også at eksperimentere med forskellige ansigtsudtryk og garnkombinationer for at gøre hver blæksprutte unik.

Hvis du elsker amigurumi, små hæklede figurer og gratis hækleopskrifter med video-guide, er denne vrede blæksprutte et oplagt projekt. Kombinationen af en enkel konstruktion, hurtig hækletid og et sjovt resultat gør den til en af de hæklefigurer, som både begyndere og erfarne hæklere vender tilbage til igen og igen.

Related Post