Hvordan læser man en hækleopskrift?

Når man er ny til hækling, kan en hækleopskrift godt se lidt forvirrende ud i starten. Der er ofte mange forkortelser, tal og symboler, og mange spørger derfor: Hvordan læser man egentlig en hækleopskrift?

Heldigvis er de fleste hækleopskrifter bygget op på samme måde, og når du først forstår de mest almindelige forkortelser og opbygningen, bliver det meget lettere at følge opskrifterne.

Hækleopskrifter kan være skrevet forskelligt

Det er vigtigt at vide, at forskellige hækledesignere skriver opskrifter på forskellige måder. Nogle skriver meget detaljeret, mens andre bruger korte beskrivelser og mange forkortelser.

Derfor kan:

  • Opsætningen variere
  • Forkortelser være lidt forskellige
  • Forklaringerne være mere eller mindre detaljerede

Men grundprincippet er næsten altid det samme:
Opskriften beskriver trin for trin præcis hvilke masker du skal lave.

Kend maskerne

Inden du starter med at hækle efter en hækleopskrift er det en god ide at du kender de basale masker, herunder:

  • Luftmaske (forkortes lm)
  • Fastmaske (forkortes fm)
  • Kædemaske (forkortes km)
  • Halvstangmaske (forkortes hstm eller hstgm)
  • Stangmaske (forkortes stm eller stgm)

Disse masker er som udgangspunk ikke beskrevet i detaljer i en opskrift, da de fleste hækleopskrifter tager udgangspunkt i at du allerede kender til disse basale masker.

Hvis du ikke allerede kender maskerne, kan det være en god ide at søge video-guides der viser hvordan de forskellige masker laves. Du kan eksempelvis kigge på vores YouTube kanal hvor vi har mange guides.

Sådan er en hækleopskrift typisk bygget op

De fleste hækleopskrifter indeholder:

Materialeliste

Her står:

  • Hvilket garn du skal bruge
  • Hvilken hæklenål der anbefales
  • Eventuelt tilbehør som sikkerhedsøjne eller fyld

Forkortelser

Hækleopskrifterne har hver en liste over de forkortelser, der bruges i opskriften.

Fremgangsmåde/introduktion

Mange hækleopskrifter har en kort introduktion der fortæller kort om fremgangsmåden, eller andet der er godt at vide inden man starter.

Omgange eller rækker

Opskrifter er ofte delt op i:

  • Omgange (hvis du hækler rundt)
  • Rækker (hvis du hækler frem og tilbage)

Sådan læser du hækleforkortelser

Hækleopskrifter bruger næsten altid forkortelser for at gøre opskriften kortere og nemmere at læse.

Her er nogle af de mest almindelige forkortelser i hækleopskrifter:

ForkortelseBetydning
lmluftmaske
fmfastmaske
stm eller stgmstangmaske
hstm eller hstgmhalv stangmaske
kmkædemaske
mrmagisk ring
udtudtagning
indtindtagning
omgomgang
rkrække
gentgentag
vendvend arbejdet
mmaske
bmlbageste maskeled
fmlforreste maskeled

Hvad betyder tallene i en hækleopskrift?

I en hækleopskrift står fremgangsmåden typisk maske for maske.

Hvis der for eksempel står:

6 fm betyder det: Lav 1 fastmaske i hver af de næste 6 masker

Forkortelsen fortæller hvilken maske du skal lave, og tallet fortæller hvor mange gange du skal gøre det.

Hvad betyder udtagning og indtagning?

Når du hækler figurer, bamser eller tøj, vil du ofte se:

  • Udtagning
  • Indtagning

Udtagning (udt)

Du laver flere masker for at gøre arbejdet større.

Typisk:

  • 2 masker i samme maske

Det kan f.eks. være en fm-udt (fastmaske udtagning), hvor der laves to fastmasker i samme maske. Det kan også eksempelvis være stm-udt (stangmaske udtagning) eller hstm-udt (halvstangmaske udtagning), hvor der også hækles to masker i samme maske, så der i alt kommer flere masker på omgangen.

I nogle tilfælde kan en udtagning betyde at der hækles 3 eller flere masker i samme maske, men det vil være forklaret i opskriften.

Indtagning (indt)

Du samler masker for at gøre arbejdet mindre.

Det bruges meget i amigurumi og formede projekter.

Her kan man f.eks. hækle to fastmasker sammen til én maske. Dette kan gøre på flere måder, og hvilken metode der er bedst afhænger af projektet. Men grundlæggende skal man blot hækle masken i hver af de næste to maske uden at lave den afsluttende bevægelse, den laves først til sidst for begge masker samtidig.

Hvad betyder stjernerne i en hækleopskrift?

Stjerner, altså *, bruges ofte til gentagelser.

Eksempel:

*1 fm, 1 fm-udt* x6

Det betyder:

  • Lav 1 fastmaske
  • Lav 1 fastmaske udtagning
  • Gentag det hele 6 gange

Det betyder altså at:

*1 fm, 1 fm-udt* x6 = 1 fm, 1 fm-udt, 1 fm, 1 fm-udt, 1 fm, 1 fm-udt, 1 fm, 1 fm-udt, 1 fm, 1 fm-udt, 1 fm, 1 fm-udt

Stjernerne hjælper med at gøre opskriften kortere og mere overskuelig.

Hvad betyder parenteser i en hækleopskrift?

Parenteser bruges ofte til fortælle hvor mange masker man skal have i alt på en række eller omgang, når rækken eller omgangen er hæklet færdig.

Eksempel:

*1 fm, 1 udt* x6 (18)

Det betyder at når man har hæklet det der står mellem stjernerne i alt 6 gange, så svarer det til at man har i alt 18 masker på hele omgangen.

Dette tal er meget behjælpeligt når man er ny i hækling. Der kan det nemlig være en god ide at tælle maskerne efter hver omgang eller række, så man er sikker på at man ikke er kommet til at springe nogle masker over, eller lave for mange masker.

Hvordan står det i en opskrift?

Når alt ovenstående samles i en opskrift kan det f.eks. se sådan ud (dette eksempel kunne være starten på en bamse eller andet hvor der hækles rundt)

  • Omg 1: 6 fm i mr (6)
    • Det betyder: Omgang 1: Lav en magisk ring, og lav derefter 6 fastmasker i denne ring og stram til så hullet lukkes – når man har gjort dette har man 6 masker hele vejen rundt.
  • Omg 2: 6 fm-udt (12)
    • Det betyder: Omgang 2: lav en fastmaske-udtagning i hver af de næste 6 masker – altså det samme som 2 fastmasker i hver af de næste 6 masker – når man har gjort dette har man 12 masker hele vejen rundt.
  • Omg 3: *1 fm, 1 fm-udt* x6 (18)
    • Det betyder: Omgang 3: Lav 1 fastmaske og derefter en fastmaske udtagning (altså to fastmasker i samme maske) og gentag dette 6 gange – når man har gjort dette har man 18 masker hele vejen rundt.
  • Omg 4: *2 fm, 1 fm-udt* x6 (24)
    • Det betyder: Omgang 4: Lav 2 fastmasker og derefter en fastmaske udtagning (altså to fastmasker i samme maske) og gentag dette 6 gange – når man har gjort dette har man 24 masker hele vejen rundt.

Dette eksempel kan sagtens hækles, og bliver til en lille rund cirkel.

Gode råd når du læser en hækleopskrift

Hvis du er nybegynder, hjælper disse tips rigtig meget:

Læs hele opskriften først

Hvis du blot skimmer igennem opskriften kan det give et godt overblik over projektet.

Kig på forkortelserne

Kig på listen emd forkortelser inden du starter og forbered dig ved at lære hvordan man laver de forskellige masker, som er oplyst på listen. Gem gerne en liste over de mest almindelige hækleforkortelser som du altid kan have klar ved din side, hvis der opstår tvivl undervejs.

Tag én række ad gangen

Forsøg ikke at forstå hele opskriften på én gang og forsøg ikke at gætte dig frem. Tag det én omgang eller række ad gangen, og fælg én instruktion ad gangen – så skal du nok nå i mål.

Brug maskemarkører

Maskemarkører gør det nemmere at holde styr på omgange og masker. Det kan være en fordel at sætte en maskemarkør i den første maske på en række eller omgang, så altid ved hvor du startede, og dermed hvornår du er kommet hele vejen hen/rundt.

Tæl maskerne

Som begynder kan det være en god ide at tælle maskerne efter hver omgang, så du hele tiden er sikker på at du har det rigtige udgangspunkt når du starter på næste omgange eller række.

Hækleopskrifter bliver lettere med øvelse

I starten kan hækleopskrifter virke lidt som et nyt sprog, men efter få projekter begynder forkortelserne og opbygningen hurtigt at give mening og sidde på rygraden.

Jo mere du hækler, desto lettere bliver det at:

  • Læse hækleopskrifter
  • Forstå forkortelser
  • Følge mønstre
  • Tilpasse projekter selv

Det vigtigste er bare at komme i gang og tage det stille og roligt én maske ad gangen.