Amigurumi – hvad er det?

Hvis du har hæklet, eller bare scrollet lidt rundt på Pinterest eller Instagram, har du helt sikkert stødt på ordet amigurumi. Det kan lyde som et meget ‘fremmed’ ord i starten, men det er faktisk ret udbredt indenfor hækling.

Men hvad betyder det egentlig? Og hvorfor er det blevet så populært blandt hæklere?

I dette indlæg dykker vi ned i:

  • Hvad amigurumi er
  • Hvad der kendetegner teknikken
  • Hvilket garn der er bedst
  • Og du får konkrete eksempler på amigurumi-opskrifter, du kan kaste dig over med det samme

Hvad er amigurumi?

Amigurumi stammer fra Japan og betyder direkte oversat “hæklede eller strikkede små figurer”.

Det dækker over:

  • Bamser
  • Dyr
  • Figurer
  • Madvarer, typisk med ansigter
  • Fantasivæsner

Som du kan se dækker udtrykket nærmest over alt hvad der minder om dukker, bamser og figurer. Dog har det ofte et særligt kendetegn, nemlig at det har et nuttet udtryk – ‘kawaii’ på japansk. De har ofte store øjne og et stort hoved i forhold til kroppen. Men det kan være meget svært at sætte en streg, der adskiller ‘bamser’ og ‘amigurumi’, fordi det langt hen ad vejen er det samme.

Hvordan er amigurumi lavet?

Amigurumi hækles næsten altid med følgende teknikker:

  • Man starter typisk med en magisk ring
  • Man hækler primært med fastmasker
  • Man bruger ud- og indtagninger til at danne formerne
  • Man hækler med rimelig tætte masker, så der ikke er huller fyldet kan komme ud gennem

Det giver figurer, der:

  • Holder formen
  • Bliver stabile
  • Ikke får huller, hvor fyldet kan ses

Hvordan de enkelte figurer er lavet varierer naturligvis. Og det er her hækleopskrifter bliver virkelig gavnlige! Det kan være utroligt svært at hækle en sød figur uden en opskrift – især som begynder. Som designer der udvikler hækleopskrifter, trævler man ofte op og prøver igen mange gange, indtil man er tilfreds med udtrykket. Men hvis man følger en opskrift, så er man stillet bedre, i forhold til at få et godt resultat.

Det bedste garn til amigurumi

Når det kommer til amigurumi, er bomuld 8/4 et af de absolut mest populære valg, og det er der flere gode grunde til.

Bomuld 8/4:

  • Giver flotte, tydelige masker
  • Holder formen rigtig godt
  • Er slidstærkt
  • Findes i mange farver
  • Fnuldrer ikke let
  • Standard garn som kan fås hos mange producenter

Med ovenstående kvaliteter er bomuld 8/4 virkelig godt til amigurumi – både til de større dele som krop og hoved, og til små detaljer der fuldender udtrykket.

Du kan finde et stort udvalg af bomuld 8/4 i mange farver i vores webshop her på niah.dk, som er ideelt til amigurumi – Se alt vores bomuldsgarn her!

Selvom bomuld 8/4 er meget udbredt til amigurumi, så kan man sagtens bruge andre garntyper. Måske har man forelsket sig i en anden type bomuldsgarn? Det kan også sagtens bruges.
Måske vil du gerne hækle større bamser med pjusket garn? Så er Chenille 6 et rigtig godt bud, som også er meget anvendt til amigurumi.

Dit valg af garn afhænger helt af hvad du gerne vil hækle, og hvilket udtryk den færdige figur skal have.

Amigurumi-opskrifter – klar til din hæklenål

Hvis du vil i gang med at hækle amigurumi, har jeg lavet et stort udvalg af hækleopskrifter, som egner sig perfekt til både begyndere og let øvede.

Hvis du er helt ny, vil jeg anbefale dig at starte med at hækle efter nogle af mine gratis hækleopskrifter. De er som udgangspunkt mere simple, og de fleste har en tilhørende video-guide, som guider dig igennem fra start til slut.
Find alle vores gratis hækleopskrifter her!

De betalte opskrifter er til dig som allerede har lært de forskellige masker, og som kan følge en skrevet opskrift, og ikke behøver en video-guide. Dog indeholder mange af mine betalte hækleopskrifter også små videoguides der viser de dele af opskriften som kan være lidt svære for nogle – men der er ikke en fuld video-guide.

Lille bi

Du kan eksempelvis sagtens kaste dig ud i at hækle denne lille bi. Den er sød, hurtig og nem at lave, og det er de mest basale masker der bruges, og der er også en video-guide der viser hele fremgangsmåden. Den er hæklet i Chenille 6 som er tykt og fluffy, så den bliver også rigtig blød.

Hækleopskriften er gratis og kan findes her!

Den Glade Aubergine Albert

Hvis du har mod på et projekt som stadig er simpelt, men hvor du kan blive udfordret en anelse mere, så er Den Glade Aubergine Albert et godt bud! Fremgangsmåden er simpel og der er ikke ret mange dele – dog er der lidt små dele i form af toppen.

Find opskriften på Auberginen Albert her!

Bien Bella

Hvis du kende de mest basale masker og du har mod på at kaste dig ud i et lidt større projekt, kan du eksempelvis kaste dig over at hækle Bien Bella.
Den er lidt sværere fordi der er flere dele, nogle af delene er relativt små, og fordi flere dele hækles i sort garn, hvor det kan være sværere at se maskerne. Dog er det basale teknikker der anvendes, og hvis man har hæklet et par figurer førhen, så vil jeg mene at man også roligt kan kaste sig over denne.

Find hækleopskriften på Bien Bella her!

Niahs Blå Trold Bobbi

Hvis du er klar til at kaste dig over et lidt større projekt, med flere små dele, flere dele der skal syes sammen, oval opstartsteknik og broderede detaljer – så kunne du eksempelvis kaste dig over Niahs Blå Trold Bobbi. Den er super sød – og du kan selvfølgelig sagtens lave den i andre farver, hvis du ikke er til blå.

Find hækleopskriften på Niahs Blå Trold Bobbi her!

Faktisk er Niahs Blå Trold Bobbi en del af en regnbue-serie, med seks trolde i alle regnbuens farver – dem kan du se her!

Svampevennerne

Hvis du har lyst til at kaste dig ud i et projekt med noget andet garn, der giver et mere blødt og ‘fluffy’ resultat, kan du kaste dig over Svampevennerne! Svampevennerne er hæklet i garnet Chenille 4.

Her vil også lære nye teknikker at kende, som giver den fine form på toppen af svampene.

Find hækleopskriften på Svampevennerne her!

Er amigurumi godt for begyndere?

Det kommer an på hvem man spørger, hvad du gerne vil lære at hækle og hvad din motivation er. Mange synes det er en god ide at start med eksempelvis klude, fordi det bare er ‘lige ud’ og frem og tilbage – og det er også en god måde at læse teknikkerne grundigt på, inden man kaster sig over projekter med flere elementer, som amigurumi er. Men – og det er et stort MEN – hvis du synes det er kedeligt bare at hækle frem og tilbage, og du ikke får færdiggjort en klud – så er min mening at det er bedre at starte med amigurumi. Ja, det er måske et lidt sværere sted at starte. Men hvis man er mere motiveret for at færdiggøre en bamse, så er det et bedre sted at starte, hvis du spørger mig.

Generelt, hvis man gerne vil lære at hækle, så er mit bedste råd at man altid skal hækle noget man er motiveret til at færdiggøre – om det så er en klud, en bamse eller en sweater.
Dog anbefaler jeg altid at starte med mindre projekter, så man hurtigere oplever fremskridt og et færdigt resultat.

Forventningsafstemning med dig selv

Når du starter med at hækle amigurumi, uanset om det er dit første projekt nogensinde, eller om du har hæklet en masse andet førhen, så start med at forventningsafstemme med dig selv. Ved de første amigurumi-projekter man laver, kan det være svært at opnå et resultat der ligner billederne i en opskrift, det kræver ofte øvelse, tålmodighed, finesse og sans for detaljer, at få et resultat der ligner – og det gælder uanset hvor god og udførlig opskriften er.
Inden du starter vil jeg derfor anbefale at du gør dig klart, at der kan være små ujævnheder, huller eller samlinger som tilsammen gør at resultatet ikke bliver helt som på billederne – og det er okay. Det kræver blot lidt øvelse og opmærksomhed på detaljerne, så skal det nok komme!

Amigurumi-opskrifter kan både være meget begyndervenlige og meget svære – det kommer helt an på hvilke teknikker der er anvendt, og hvor mange hjælpe-billeder og -videoer der er i opskriften. Hvis du er i tvivl om hvorvidt du har mod på at kaste dig ud i et projekt, så kontakt designeren af hækleopskriften og spørg ind til hvilke teknikker der anvendes og hvad sværhedsgraden er, Det kan være svært at give et endegyldigt svar, men de fleste designere kan hjælpe dig i den rigtige retning!

Hvis du drømmer om at hækle dine egne figurer, kan du starte med en af opskrifterne ovenfor og finde alle materialerne her på niah.dk. Du kan også tage et kig på vores store udvalg af hæklekits, hvor du får alle de nødvendige materialer til et bestemt projekt.

Jeg håber du fandt indlægget nyttigt, og at du har fået mod på at kaste dig ud i at hækle amigurumi!

Amigurumi er svært at stoppe med, når først man er begyndt – bare rolig, det er helt normalt!

Jeg ønsker dig en god hæklelyst!